Eiffeltårnet er nærmest en slags forstørret el-mast at se på. For pariserne er den byens turistmagnet nummer et, fordi alle tilrejsende anser en tur op på tredje platform som et ”must”. Gustave Eiffel udvidede sit berømte brobygger-gen med at gå i luften i anledning af verdensudstillingen og hundrede-året for den franske revolution. Og den solide konstruktion er et mønster af symmetriske linjer og gennemtænkthed, selv om æstetikken måske mangler.
Cannes er beliggende på Cote d’Azur-kysten, Frankrigs riviera. Først og fremmest er området legeplads for verdens rige mennesker, der sejler rundt i kæmpe lystjagter og lever det søde liv på byens restauranter og natklubber. Desuden er strandpromenaden Boulevard de la Croisette og Palais des Festivals midtpunkt for den årlige filmfestival, hvor filmbranchen konkurrerer om at vinde Palme d’Or og stjernerne poserer for det nysgerrige publikum på og ved den gyldne sandstrand.
Saint Paul er en af de smukkeste byer, som ligger i baglandet ved Cote d’Azur-kysten i Sydfrankrig. Den gamle, befæstede by har op gennem tiden været opholdssted for utallige kunstnere, som har forsøgt at ”placere” områdets fantastiske lys på et lærred. Turister har mulighed for at besøge Fondation Maeght, et af Europas fineste kunstmuseer, som har fast udstilling, samt kulturelle begivenheder og diverse skiftende ophængninger.
Coco Chanel kom her allerede i 1920erne, og siden er kendte navne dukket op for kortere og længere ophold. Filmens berømtheder har været trækplastre i hvert fald siden Brigitte Bardot kunne ses sammen Roger Vadim. Det var da værd at komme efter. Her ved Saint Tropez skinner solen og vandet er fantastisk som det er langs hele Cote d’Azur, og nye generationer af berømtheder, millionærer, prinser og prinsesser gør et stort arbejde for at højne turismen.
Billeder og tekst må ikke anvendes uden tilladelse fra CYBERTRAVEL - Kilde: Seværdigheder - CYBERTRAVEL - Copyright 2012